Den finske kirke

Fredriks kyrka eller Suomalainen kirkko

Det finske samfund har en lang tradition i den svenske hovedstad. Deres kirke er Finska kyrkan (på finsk: Suomalainen kirkko), officielt Fredriks kyrka efter kong Fredrik I, som gav tilladelse til, at den finske menighed købte barokbygningen i 1725.

Bygningen lige over for det kongelige slot har et uanseeligt ydre, den har ikke noget tårn, men dens kirketag er prydet af et kors. Den store sal er rektangulær og har en størrelse på ca. 10 gange 20 meter og kan rumme ca. 400 personer. I den vestlige del er der et dobbeltgalleri, hvis brystværn siden 1734 har været dekoreret med det finske kejservåben og de finske regioners våbenskjolde. Alteret blev skabt af Lorens Gottman i 1734 og forestiller Kristi opstandelse. Lysekronerne er blandt de skatte, der blev reddet fra det nuværende sovjetiske Ingermanland i begyndelsen af den store nordiske krig.

Järnpojken - Sveriges mindste skulptur

I kirkens sydlige gårdsplads står Sveriges mindste offentlige skulptur, Järnpojken, Jerndrengen. Skulpturen, der blev skabt i 1959 af Liss Eriksson, er blevet en sand turistmagnet, ikke mindst på grund af de skikke, der er vokset frem omkring figuren. På kolde dage kan gæsterne godt lide at give den lille dreng en hue på eller lægge et tørklæde eller en jakke om ham.

[caption id="attachment_6345" align="alignnone" width="800"] Järnpojken, Sveriges mindste statue, i baghaven til den finske kirke.[/caption]

En broget historie

I lang tid havde den finske kirke ikke sin egen bygning. Menigheden brugte lokaler i det tidligere dominikanerkloster Svartbrödrarklostret fra 1533. Klosterbygningen blev imidlertid brugt som stenbrud til byens befæstningsanlæg i 1547 på ordre af Gustav Vasa. Den finske menighed måtte flytte til det nuværende Storkyrka, hvor de fik lov til at bruge en prædikestol og et alter. Den finske kirke havde ingen lobby i Stockholm, dens medlemmer måtte underkaste sig den for det meste ikke særlig gavmilde vært og selv finansiere alle indkøb. Fra den tid er der bevaret en lysekrone fra 1684. Der fulgte flere mellemlandinger, hvor finnerne altid fik det sidste ord og måtte videre.

En egen kirkebygning

I 1725 fik finnerne endelig mulighed for at erhverve Lilla Bollhuset, som Georg Sippel havde bygget. Bygningen havde først tjent hoffets medlemmer til boldspil, var blevet brugt af omrejsende teaterselskaber i det 17. århundrede og derefter som hofteater, og blev nu ombygget til kirke under von Göran Adelcrantz. Adelcrantz var elev og senere samarbejdspartner af Nicodemus Tessin den Yngre og var involveret i opførelsen af Stockholms slot.

I mellemtiden var det lykkedes nogle finske personligheder at opnå embeder og støtte menigheden økonomisk. Desuden blev kunstskatte fra handelscentret Nyen reddet her. Nyen lå i Ingermanland, den østligste udvidelse af det svenske rige på begge sider af Neva-flodens udmunding og en strategisk bufferzone mod russiske angreb. Mens svenskerne opførte sig som besættere, var den tilskyndede tilstrømning af finner mere vellykket. Snart dannede finnerne den germanske sprog- og befolkningsgruppe der. Kirkens skatte skulle være blevet ødelagt af de russiske tropper, da de generobrede Ingermanland i den store nordiske krig.

Den russiske besættelse af Finland i 1742/43 betød en finsk tilstrømning til Stockholm. Men menighedens situation var dog aldrig sikker, og i 1806 blev kirkebygningen næsten revet ned af æstetiske årsager. I 1808 udbrød den russisk-svenske krig, hvor Rusland konsoliderede sit overherredømme i Østersøområdet. Finland hørte nu til Rusland som storhertugdømme, og Sverige var betydeligt svækket. Krigsflygtningene fik samfundet til at vokse til 1.200 mennesker.

Finnernes rolle var kontroversiel, men førte til, at kongen i 1840 besluttede at anerkende finsk som et svensk modersmål. Den finske borgerkrig i 1918 og Anden Verdenskrig ændrede fundamentalt den finske kirkes karakter: mange flygtninge, herunder mange børn, skulle forsørges og indkvarteres. Mellem 1945 og 1950 blev antallet af sognebørn firedoblet til mere end 5.800, og i 1970 var antallet steget til 20.000, selv om langt fra alle blev kirkegængere.

I dag er Finska kyrkan en integreret del af Stockholm. I 1975 fejrede kirken sit 250-års jubilæum i kongens nærvær, og i 1983 fejrede man 450-års jubilæet for den første finske gudstjeneste i Stockholm. Kirken og dens svaneorgel fra 1790/92 er blevet restaureret; der er regelmæssige koncerter, som de to kor i bygningen også bidrager til. Derudover er der naturligvis det sædvanlige arbejde i menigheden.