En af Stockholms smukkeste kirker er Sankt Katharina Kirke (katarina kyrka) i Södermalm-kvarteret, som man kan se på lang afstand. Den blev bygget i det 17. århundrede, da den svenske hovedstad begyndte at udvide sig, og indbyggerne i de nye distrikter dannede nye samfund. Den storslåede barokbygning med en grundplan i form af et græsk kors er den første centralkirke på svensk jord. Kirken blev næsten fuldstændig ødelagt af brande to gange; efter den første brand fik den det nuværende ottekantede klokketårn.
Katarina Kyrka
Begyndelsen af St. Catherine's Church
I 1654 var befolkningen i Södermalm vokset så meget, at der var behov for en ny kirke (ud over den ældre Maria Magdalena Kirke). Den nye bygning skulle erstatte det lille Sturekapel, som den svenske kong Johannes III havde opført i 1580 på det sted, hvor man 60 år tidligere havde brændt ligene af de adelige, der var blevet myrdet under blodbadet i Stockholm.
Sverige var nu en stormagt, og den daværende kong Karl X Gustav havde store planer for Södermalm. Den nye kirke, der blev opkaldt efter hans mor Katharina, skulle blive en monumental bygning for den tid.
Opførelsen af kirken tog flere årtier. Ifølge planer af arkitekten og den senere borgmester i Stockholm, Jean de la Vallée, begyndte arbejdet i 1656, men blev først afsluttet i 1695. Jean de la Vallées grav er placeret i kirkens sydlige korsarm.
Den første brand i 1723
Da den nordøstlige del af Stockholms Södermalm-kvarter blev ødelagt af en brand i 1723, brændte også Katarina kyrka. Tårnet og store dele af taget styrtede sammen, og kun de ydre vægge stod tilbage. Ombygningen blev udført af arkitekten Göran Adelcrantz, der havde erfaring med kirkebyggeri. Det oprindelige lave tårn i midten blev erstattet af det nuværende, langt kraftigere tårn, og kirken fik sin karakteristiske form, hvormed den stadig dominerer silhuetten af Södermalm den dag i dag. Adelcrantz' søn Carl Fredrik, der skulle blive en af de vigtigste samtidsarkitekter, blev med sine tegninger til altertavlen og prædikestolen inddraget i indretningen af kirken. (Det er dog omstridt, i hvilket omfang disse tegninger faktisk blev fremstillet af sønnen alene).
Den anden brand i 1990
I 1990 brændte kirken igen; nogle kunstskatte kunne reddes, men meget brændte. Det var kun på grund af den store interesse fra offentligheden og medierne, at det blev besluttet at genopbygge Katarina kyrka. Under arkitekt Ove Hidemark blev det ydre rekonstrueret, men det indre blev tilpasset til moderne krav ved hjælp af traditionelle materialer og byggeteknikker.
De ødelagte kirkeure fra begyndelsen af det 19. århundrede blev erstattet af kopier, der er elektrisk drevne og klokkespurgt via GPS fra Frankfurts atomur. Alteret og orgelfronten er kopier af de originale barokke originaler. Det, der ikke blev ødelagt af branden (kirkesølvet, et mindre krucifiks og andre genstande), er dels udstillet i vitriner, dels er det stadig i brug. Klokkerne blev nystøbt i Ystad i 1991/92 efter deres historiske forbilleder og delvist i det oprindelige materiale. Mellem de to fløje af den dobbelte trappe, der er opkaldt efter Karl XII, står under kirkens sydportal den gamle kirkeklokke fra 1723, som blev reddet ved branden i 1990. En stor del af udgifterne til genopbygningen blev dækket af donationer.
Kirkebygningen
Kirkebygningens korsarme er lige lange, og indgangen ligger på den vestlige side. I de indre hjørner af fløjene står små pavilloner. Over korsbygningen blev der opført en firkantet sokkel, som igen bærer kirkens ottekantede tårn. Det sidste element er en mægtig kupolkonstruktion med kobbertag og en diameter på næsten 23 meter. Mod syd har bygningen en kælder på grund af sin beliggenhed på en bjergskråning; en åben trappe, der er opkaldt efter kong Karl XII, fører til indgangen på denne side. Facaden er pudset i gul, og alle dekorative elementer (af puds og sandsten) er farvet lysegråt.
Kirkegården ved St. Catherine's Church
Kirken står på et kirkegårdsareal på ca. 160 gange 160 meter, hvor træerne først voksede med succes, efter at der møjsommeligt var blevet lagt et lag jord på. Flere kendte personer er begravet på kirkegården, f.eks. politikeren Anna Lindh eller digteren Per Anders Fogelström, hvis roman Sommaren med Monika var forbillede for Ingmar Bergmans film af samme navn fra 1953.
